En rejsebeskrivelse til Sichuan Kina 2004

Av Torbein Stein

 

Efter mine foredrag i Værløse og Gedved er jeg blevet opfordret til også at delagtiggøre de medlemmer, som ikke var til et af de to møder, i nogle af de mange oplevelser, vi havde i Sichuan, som ikke er blevet berejst så meget af danske grupper.

Det hele begyndte allerede under hjemturen fra Yunnan i 2002, hvor vi blev enige om, at dette måtte gøres endnu engang, men til et nyt område. Planlægningen begyndte med det samme. Desværre var to fra gruppen i 2002 ikke i stand til allerede i 2004 at tage af sted igen, men vi fandt to andre, nemlig Bent Henriksen og Jes Hansen. Vi 4 andre var Bent Ernebjerg, Hans Eiberg, Jesper Holck Andersen og forfatteren af dette eventyr, for det blev et eventyr, og tilmed med den rigtige slutning. Vi kom godt hjem

Begyndelsen var at få etableret en kontakt til Kina, og endnu engang var Det Botaniske Institut i Kunming den pude, vi trygt lagde vores hoved på. Vi blev spurgt om, hvad vi ville, og efter en periode på et lille år med rigtig mange e-mails mellem Danmark og Kina var en plan ved at tage form Bent E., Hans og Jes var dem i vor gruppe, der søgte højt og lavt i bøger, på nettet og hvor det ellers var muligt at få vristet oplysninger ud om denne provins. Vi ville så gerne anvende de veje, fundet på kort over Sichuan, som ville begrænse vores køretid ganske betragteligt. Vor planlægningsgruppes gode løsninger, viste sig at være stier, hvor selv en Yakokse hellere ville finde på at løbe på vandski over Storebælt end at gå.

Det vi gerne ville, og det vores kinesiske venner kunne, gik dog efterhånden op i en højere enhed. Vi forlod København den 20. maj og fløj via Bangkok direkte op til Chengdu, som er hovedstaden i Sichuan. Vi var vel fremme på Minshan Hotellet med 4 stjerner sidst på eftermiddagen den 21. maj. Positionen på hotellet er N 30.39.091 E 104.03.835, rart at vide, når vi skal finde det igen sidst på turen.

Det var et godt hotel, og vel installeret på værelset blev den bærbare computer tændt og LAN kablet på skrivebordet monteret, og vupti mails hjem samtidig med at man kunne høre Danmarks Radio. Verden er godt nok ved at blive lille.

 

Chengdu er på godt 8 mio. mennesker, og det føltes, som om de alle var ude på vejene på en gang. Temperaturen var små 30 grader, og solen skinnede. Hvilken tur dette lagde op til.

Allerede i Bangkok fik vi smagt på den stærkt krydrede mad, vi havde i vente i Kina, idet en af os seks var på bryllupsrejse og derfor måtte give en lille middag i Bangkok Lufthavn i den anledning. Bruden, ja hun var derhjemme men fik en mail fra hotellet i Chengdu.

 

En god nats søvn, der var tiltrængt, og et lige så godt morgenmåltid, som vi ville komme til at savne de næste små tre uger, var ovre, og vi begyndte vort eventyr.

 

Turen her til Kina er, selv om det er en rhodotur, også en tur med indlagte seværdigheder, kinesisk kultur og folklore.  Vi begyndte da også med kultur, idet vi i Leshan på vej til byen Omei skulle besøge verdens største Buddha, som er mere end 70 meter høj.

Det er et meget stort og spændende tempelområde, og allerede her var vi virkelig imponeret over alle de mange turisters tilstedeværelse. Der var fyldt med små, højttalende kinesere og desuden seks lidt tavse men høje vesterlændinge. Positionen 4 N 29 32 989, E 103 46 255.

 

Videre gik det til Omei eller Emei; dette navn er hverken kineserne eller vi blevet enige om Igen kom vi til et godt hotel, men stjernerne var begyndt at dale, så her var kun 3 af slagsen. Men stadig internetkontakt på værelset. Navnet Hong Zhu Shan Hotel.

 

Rh. nitidulum var. omeiense, fotograferet på Mt. Omei

 

Søndag 23. maj. Bent H. og jeg er lige gået uden for hotellets dør. Det er lidt køligt, og der er småregn i luften. Vi befinder os 512 meter over havet, N 29 33 982 E 103 26 439 her ved hotellet i Omei, og vi er 134 Km fra Chengdu i fugleflugtslinie.

Vi har nu været afsted i 3 døgn og skal om lidt op til de første små og store rhodoer; blodet løber bare lidt hurtigt.

 

Vi har været inde et sted for at købe billet; vi tre på over 60 skulle kun betale pensionistpris 60 Yuan, de andre skulle af med det dobbelte. (En Yuan er lig en krone). Vi blev fotograferet, og billedet blev kopieret ind på billetten. Der er virkelig check på os her. Man kan ikke snyde med billetten.

 

Ind igen i den samme bus og videre.  Kort tid efter ankom vi til enden af vejen, og herfra skulle vi videre i tovbane, hvor vi betalte 40 Yuan for at køre op. I første omgang besluttede vi, at vi ville gå ned; så vidt vides er der ca. 500 meter fra tovbanens start og op til toppen, som ligger 3073 m.o.h.

 

Vi kom fint op til The Golden Top på positionen N 29 31 480 E 103 20 151.

Vi kørte med tovbanen lige op i en sky, og hele dagen gik vi rundt i en våd, grå masse, hvor skyens vanddamp fortættede sig på blade og grene, for derefter at dryppe ned på småplanter og os, der kravlede rundt for at finde små spændende ting i det våde mos.

Hans fandt en smadderflot Rh. nitidulum var. omeiense, en lille meter høj og noget bredere.

Desuden fandt vi Rh. faberi, Rh. strigillosum, Rh. pachytrichum eller Rh. monosematum og Rh. oreodoxa, samt Rh. argyrophyllum, Rh ambiguum og Rh. Calophytum. At der også var orkideer her, skal da blot nævnes.

 

 

 

Magnolia i tempelhave i Bauguan Templet 24. maj

 

Her til morgen den 24. maj skal vi videre til Wawushan, men starter dagen med lidt kultur på et kloster, der hedder Baoguan, i udkanten af Omei. Det blev revet ned under kulturrevolutionen men er nu genopbygget i samme stil, betalt af den kinesiske stat. Et meget spændende sted med rigtig mange dejlige motiver. Det er godt, at jeg har min PC'er med, så jeg kan læsse billederne af på den med det samme hver dag. Jeg tog på hele denne tur næsten 1500 fotos, så skiftet til det digitale er en fantastisk udfordring.

 

Dagen i dag bliver en lang dag, hvor der skal tilbagelægges nogle kilometer, nemlig ca. 250 af slagsen, og så er den dag gået. Undervejs stoppede vi 3-4 steder for at indtage noget frokost, men ingen steder faldt i god jord hos vores to guider, så det endte med, at vi kørte lige igennem og fik en sen, men dejlig frokost kl. 14.30 på Hotel Wawushan, vores næste overnatningssted.

Hotellets standard er nede på 3 af de små stjerner eller 2 af de store. Her skal vi sove i to nætter for at få en hel dag oppe på Wawushan. Vi er de eneste gæster, der har fundet frem til dette fjernt beliggende sted.

 

Turistsæsonen er ikke begyndt endnu, og vi er generelt meget ene på de hoteller, vi bor på. Der er kun varme på værelserne om aftenen. Der hvor vi spiser, ja, der er den udendørs temperatur altså mellem 8 og 15 grader, så vi spiser morgenmad fuldt feltmæssigt, dog uden handsker da det ellers bliver for svært med spisepindene.

 

25. maj og Wawu Shan er foran os. Vi bliver kørt op til en hejs: hvilke luksusbjergbestigere vi er! Der, hvor vi hopper ind i hejsens enkeltmandskabiner, er positionen N 29 40 260 E 102 57 196. Højden er 1980 m.o.h. Vi kører opad med ca. 3 km i timen, og vi kommer op til næsten  2700 meter, førend vi stiger ud. Positionen her er N29 39 485E 102 56 992. Også her regner det, og dråberne trommer på regntøj og paraply. Det minder mig om mine sommerferier i telt på Anholt!

 

Nå, vi har kun den ene dag heroppe, så vi skal nyde det, så længe vi kan. Vi har snakket om at gå ned, men det område, vi er kørt op over, er så stejlt, at jeg har besluttet at blive stolehejset ned. På vejen op har jeg set Cornus kousa i blomst og meget store Rh. calophytum med en vidunderlig nyvækst. Surt, at man ikke også kan se dem i blomst.

 

Som noget af det første fandt vi Rh. dendrocharis voksende oppe i træerne i alt det dejlige våde mos. Sjovt, at denne for mig ukendte plante for nylig har været som samlemappeside.

Heldigvis er den heftige regn i nat nu gået over i en stille, men vedvarende regn.

Hvad har vi så fundet her oppe? Jo bl.a.  Rh. ambiguum, flot gul form, en Rh. maculiferum samt en Rh.  wiltonii. Lidt senere Rh. wasonii og Rh. orbiculare. Næsten ingen nævnt, næsten lige så mange glemt.

Vi havde en spændende dag deroppe, måske for spændende, idet man troede mere på fornemmelserne end på de to GPS'er vi havde med; de sagde gå til venstre, men fornemmelsen sagde til højre. Vi gik til højre alle seks, ’we will all go together when we go’, og vi fandt tilbage til kabinehejsstationen, men kors hvor var jeg træt. Jeg måtte sidde ned og satte mig ind i en enkeltmandskabine, som stod stille foran mig, og vupti så kørte den, førend vi alle var samlet. Jeg havde det lidt dårligt med sådan at køre ned uden at have tjek på alle, selv om jeg vidste, at de nok skulle nå det.

 

Jeg nød så turen ned i gennem de store Rh. calophytum træer men blev dog først rigtig glad, da vi alle seks var samlet og kunne nå den sidste bus hjem til hotellet. Siden fik vi at vide, at vores to guider, som var med deroppe, og som vi fulgtes med de første 3-4 timer, også mistede orienteringen. De kom dog også ned med hejsen, men kun fordi man havde ventet på dem; men bussen var kørt, så de var blevet nødt til at skaffe en taxa. Hvad har man guider til?

 

På min diktafon har jeg indtalt som følger:

 

'' Det har været en meget flot dag i dag, selv om vi har gået med paraply hele dagen. Venstre arm er helt kvæstet, fordi man på en og samme tid skal fotografere og tørre kamera af; og det drypper ned fra alt, så det er ikke helt morsomt. Men planterne elsker det, og vi har set en masse spændende planter, dog ikke så mange i blomst, og vi har da også fået en hel masse med hjem Det regner her oppe næsten hver dag, så der er mos på alle træer, og hver gang der er en klump mos, er der en rhodo, ikke kun Rh. dendrocharis, men også storbladede, som så vokser oppe i træerne, indtil de bliver så store, at de skvatter ned.''

 

Vi skal videre den 26. maj, men først får vi et typisk morgenmåltid på Hotel Wawushan, som syder af kinesisk kvalitet, når det er dårligst. Men ikke underligt; i en nybygning ved siden af hotellet arbejdede man kl. 7 i går aftes, og man er i gang igen nu kl. 7 morgen. Hvem kan lave kvalitet i 12 timer for 3-4 kroner i timen?

 

Undskyld, tilbage til morgenmaden denne lidt kolde og fugtige morgenstund. Den består til morgen, som så ofte før, af en risvælling kogt på vand, to slags dampkogte boller, en klæbrig masse med noget ris i pakket ind i mørkegrønne blade og vel nok kogt, men i hvert fald kolde, et hårdkogt æg pr. mand, lunkne og grønne inden i; ingen salt! Hertil pulverkaffe som vi selv har med. Jo da, det er ikke hver morgen, man bliver så forspist.

 

Denne dag er igen en køredag. Den blev et par timere længere end beregnet, da vi kørte forkert rundt om en sø; det betød at vi fik set den meget lange sø i mange timer.  Det, man havde regnet med var en bro over søen, viste sig at være en dæmning, som kun cykler og knallerter måtte bruge. Mange timer senere spiste vi en dejlig frokost i byen Ya'an, og derefter var der nogle, der var ude for at købe regnslag, da ikke alle havde det helt rigtige tøj med til heldagsregn i felten.

Her i bussen lavede Hans, Jes og jeg en liste over hvad vi fandt på WaWu Shan og Emie Shan.

På WaWu Shan blev det til:

Rh. ambiguum, mange Rh. maculiferum, Rh. longesquamatum, Rh. wasonii, Rh. orbiculare, Rh. wiltonii, Rh. oreodoxa, måske Rh. przewalskii, måske Rh. rufum, Rh. faberi, Rh. argyrophyllum, Rh. dendrocharis og Rh. calophytum.

 

På Mt. Emei så listen således ud:

Småbladede Rh. ambiguum, Rh. nitidulum ssp. omeiense, Rh. nitidulum alm., Rh. faberi mange med og uden indument, Rh. oreodoxa, Rh. monosematum, Rh. calophytum, Rh. argyrophyllum var. omeiense.

 

Det er da ret imponerende, og vi er alle meget tilfredse på trods af vejret. Vi er nu kommet ind på en af de tre hovedveje, der går fra Kina til Lhasa i Tibet. Vi er ved at køre op i Erlang Shan bjergmassivet. Den vej, vi kører på, kommer fra Shanghai og er i alt ca. 6000 km lang. Den blev bygget i halvtredserne af det kinesiske militær for hurtigt at kunne få styrker frem til den del af Kina. Der omkom ca. en person pr. kilometer under byggeriet.

Ved positionen N 29 51 837 E 102 18 848 gør vi holdt, klokken er 16.19 og højden 2115 m.o.h.

 

Her er der lavet en tunnel for nylig for at undgå at køre hele vejen op over passet, så vi mister botaniseringen deroppe. Tunnelen er 4150 meter lang, tosporet og et kæmpe fremskridt i denne del af Kina.

 

På den anden side kører vi langs Dadu He (He betyder flod), og de bjerge, den snor sig i mellem, har alle sne på toppen. Det er første gang vi ser det. Vi har lige passeret en bro, hvor der skulle betales for at komme over. De er lærenemme i det kommunistiske Kina, hvor alle er lige.

Vi overnatter undervejs på Hailuogou Changzheg Hotel. Her skal vi efterlade vores egen bus, når vi skal op i endnu en nationalpark. Vores bus er nemlig for stor med 24 sæder i stedet for 22.

27. maj, og vi er på vej op på Minya Konka, mellem venner kaldet Gonga Shan. Vi kører i en minibus, så al vores bagage er i en anden. Vi kan ikke undvære noget, da vi skal bo deroppe i tre dage, så derfor denne løsning.

Vi er nu kommet op til dette bjerghotel. Det ligger i 2957 m.o.h. og positionen er N 29 34 612 E 102 00 024. Turen op blev afbrudt 2/3 oppe af vejen, da selv samme vej var styrtet i afgrunden.

Vi måtte så ud af bussen, slæbende alt det personlig udstyr op til en anden bus på den anden side af sammenstyrtningen. Hvordan de fik vores rigtig tunge bagage fra den anden bus forbi, ved jeg ikke, men vi fik den.

Vores hotel her på Gonga Shan ligger i 2957 m.o.h. og positionen er N 29 34 612 E 102 00 024. I den højde bør der være spændende ting lige uden for døren. Vi skal være her i to nætter, så vi har hele dagen i dag og en hel dag igen i morgen.

 

Gonga Shan, verdens 11. høyeste fjell. Det var fremme ca. 30 sekund!

 

Gletscheren på Gonga Shan i 3200 meters højde.

 

Hurtigt, efter et let måltid, er vi ude for at snuse rundt her. Igen er vi kommet til en nationalpark, denne gang en med en af Kinas største gletschere. Få minutters gang fra vort hotel ligger starten på en gondolhejs. Rundt om den er der flere meget store, men tomme parkeringspladser. Det er uden for sæsonen, men boder, restauranter og andet gøgl er åbent og besat af ivrige kinesere, som gerne vil tjene penge.

En dejlig Rh. prattii fundet ved et af vore mange stop den 29. maj.

 

Jamen, det er et rhodoslaraffenland, vi er kommet til. Tæt på hotellet finder vi Rh. prattii, Rh. longesquamatum, Rh. pachytrichum, Rh. moupinense blot for at nævne nogle få. Vejret er gråt, der hænger skyer oppe omkring bjergtoppene, solen er ikke i stand til at bryde igennem, så belysningen er som en sen eftermiddag, selv om klokken bare er ca. 12.30. Dette grå indtryk glider stille men sikkert over i en lang, våd, regnfuld eftermiddag.

Rekognosceringen denne eftermiddag lover godt for i morgen den 28. maj.

 

Den førnævnte gondolhejs fører op til et udsigtspunkt, hvor det ikke er muligt at gå ud fra eller gå ned fra, så den benytter vi os ikke af men vil i stedet bruge dagen til at udforske den modsatte side af gletscheren. Vi begiver os af sted, og dagen den 28. maj begynder da godt, idet vi snart finder en Trillium tschonoskii. Men ak, en times tid senere må vi erkende, at vi ikke kan komme over smeltevandsfloden, så derfor må vi tilbage til udgangspunktet. Det må så blive en mere intensiv udforskning igen af hele den højre side af gletscherdalen.

Det blev en spændende dag, hvor vi var afsted i næsten 8 timer. Bent Henriksen og jeg gik ned ad en alternativ sti, som ikke har været brugt i mange år. Der fandt vi en Rh. watsonii, som var 142 cm i omkreds en meter over jordoverfladen. Dette giver en diameter på mellem 40 og 50 cm. I småtingsafdelingen en Rh. capitatum, en Pleione og en Geranium

 

29. maj er afrejsedag her oppe fra Gonga Shan bjergmassivet, hvor vi har boet på Yin Shan Grand Hotel. Temperaturen har ligget på omkring 10 grader, men heldigvis har der været varme på værelserne om aftenen, men ikke i spisesalen, så havde der været smør på morgenbordet, ja så var det ikke blevet blødt.

Det skal være en køredag i dag. Og solen titter selvfølgelig frem, nu hvor vi ikke skal ud at gå.

 

På køredagene stoppede vi ofte, når der var spændende ting langs vejsiden. På positionen N 29 50 554 E 102 02 528 i en højde af 3089 m.o.h. fandt vi Rh. oreodoxa og Rh. ambiguum både med gule blomster men sandelig også med røde blomster. Formentlig en sværm af naturhybrider med Rh. concinnum som partner.

Vi var meget tit oppe i 3600 meters højde og kørte da i kæmpe områder med primært planter fra den skællede del af Rhododendron slægten; så snart blev alle disse højsletter døbt om til Lapland.

En kæmpelilje Cardiocrinum giganteum.

 

I dag kører vi på en vejstrækning, der er åbnet for  bare et år siden. Tidligere har det kun været en meget lille vej til brug for skovvæsenet, hvor det nu er en turistvej, da det er et meget smukt og derfor besøgt område. Vi gjorde holdt lidt neden for et pas i 3500 meters højde, og der blev fotograferet en hvid Daphne.

 

Vi kom sikkert frem til vort hotel for de næste to dage i byen Kangding, der ligger i 2500 m.o.h. Byen ligger hvor tre dale mødes, så byen er omgivet af bjerge, hvor det, der hedder udsigt til horisonten, er et imaginært begreb.

 

I dag søndag 30. maj skal vi køre op til et pas, der ligger 4304 m.o.h. eller deromkring, og bjerget, hvor det er beliggende, hedder Zheduo Shan. Høj solskin må vi nok drømme os til i dag, da det småregner på hele turen derop. Positionen er N 30 04 465 E 101 48 211, og temperaturen er 10 grader.

Lidt længere nede, hvor floden løber gennem en dal, går vi op langs med en ravine, som overalt er dækket med hvide Rh. anthopogon. Vores lille gruppe er spredt ud over hele arealet samlende frøplanter m.m. Jeg har tastet ravinen ind som Way Point 16 3956 N 30 03 216 E 101 49 231 kl. 13.24.

Her fandt vi også Rh. souliei, masser af Rh. concinnum, hvid Rh. vernicosum med nogle røde kirtler, Rh. davidsonianum og af andre planter en gul orchidelignende vækst, der hedder gyvelkvæler eller Orobanche kangding.

Alt i alt en spændende dag, hvor det senere viste sig, at vi var smadder heldige.

 

Rh. nitidulum på Gonga Shan 28. maj

Den næste dag, 31. maj, skulle vi nemlig den samme vej videre, og da vi kom op til dette pragtfulde sted, havde det sneet, og gjorde det stadig, så alt var dækket af et snelag, og alle de store lastbiler kunne ikke komme videre.

På hotellet samme morgen mødte vi en gruppe museumsfolk fra USA, Schweiz, Tyskland og England, der var ude for at studere, hvordan man laver håndlavet papir ude i de små landsbyer, inden dette håndværk lige pludselig forsvinder. Jamen der er da andre, der er lige så skøre som rhodomaner!

Vi er nu kommet over i den tibetanske del af Sichuan, hvilket tydeligt ses på den måde husene er bygget. Terningformede og klodsede, med små vinduer og flade tage, hvor der er plads til oplagring af korn.

Vandkraft anvendes i stor stil her, vi har da blandt andet set en bedemølle, der drives af en lille flod; men også rismelsmøller er der rigtig mange steder. Bussen har tabt et dæksel til et forhjulsleje, men chaufføren ved, hvor det blev tabt, så han er kørt tilbage for at hente det. Vi går videre op ad vejen imens. Her er det så varmt, at vores sko klæber til asfalten.

Vi er kommet frem til vort hotel i Yajiang. Hotellet ligger bag en byggeplads, som tjener det formål at skulle frembringe et nyt hotel. Det er så meningen, at det vi bor på, skal rives ned. Det vil nu heller ikke gøre det fjerneste. Standarden er nu nede på under en stjerne. Men vi er jo også på vej mod vores mest primitive opholdssted her i Kina, inden vi om 3-4 dage igen kravler langsomt op ad stjernestigen.

 

Så er det tirsdag den 1. juni, og vi er på vej ned ad trappen fra hotellets 4. sal, for her er ingen elevator. På dette hotel får man ikke udleveret en nøgle til værelset, nej her kommer en ung dame og låser i og op efter behov. Men lige nu hvor vi skal ud til morgenmadsspisning, kan vi ikke finde hende. Hun kom dog, og vi fik vores morgenmad;

nudler og kødsovs godt krydret med chili. Det er nu rart med et godt morgenfor inden den ca. 300 km lange køretur, som vi skal foretage i dag. For i Kina er 300 km meget langt. I begyndelsen kørte vi på nationalvej 318, der starter i Shanghai og slutter i Lhasa i Tibet; den er mere end 4000 km lang og blev bygget i halvtredserne af det kinesiske militær. Mere end 6000 mennesker omkom under dette byggeri; men de har jo også nogle at tage af!

 

Vi nærmer os byen Litang, hvor vi skal spise frokost. Det siges at være den højst beliggende by i verden. Der er en lille by i Peru, der ligger lidt højere, men Litang er en ”rigtig” by med en vis størrelse. Højden er 3990 m.o.h., og kineserne mener, at med den høje standart der er her, må det være den højst beliggende by; så det lader vi stå som et udsagn.

Herligt at komme frem til et stort flot hotel, hvor klokken nærmer sig 19, for så at opdage at vi er de eneste gæster denne nat, så derfor har man ikke tænkt sig at varme vandet op til et brusebad. Jo stjernerne dratter ned fra himlen. Byen hedder Docheng og hotellet hedder Yading Hotel. Blot til skræk og advarsel.

 

Onsdag 2. juni byder på en kort tur op til basecamp, hvor vi skal overnatte tre gange. Vi får således en halv dag i dag, hvor vi kan snuse rundt, og derefter to hele dage. Det bliver spændende. Josef Rock har brugt megen tid her, så mon ikke det bliver godt. Rygterne flyver rundt i vores lille gruppe, nogle mener vi skal bo i små træhytter, andre at vi skal ligge i telt, og når vi spørger, får vi intet at vide. Vi er her ved hotellet i 3700 meters højde, så det er ikke så mærkeligt, at man lyder lidt stakåndet i diktafonen. Vi kunne også mærke det i nat, hvor vi alle har sovet lidt dårligt.

Klokken er lidt over syv, solskinnet har endnu kun nået bjergtoppene, og børnene er på vej til deres skole. Lige nu går der en gammel munk forbi, ligeledes en gammel dame som hilser pænt på os; vi hilser pænt tilbage, medens hun går og siger små bønner, måske for os?

 

Morgenmaden i dag er de sædvanlige dampkogte boller, den ene slags med en kødbolle indeni, samt et fad med wokstegte grøntsager. Vi har fået noget, der ligner mælk, som er lavet på soja protein, thi komælk kendes næsten ikke i Kina.

En skål med noget risvælling er der også blevet serveret for at glæde vores smagsløg, samt en skål med peanuts og et hårdkogt æg til hver; hertil vores egen medbragte pulverkaffe.

Vi er kommet afsted næsten til tiden, og vi har fået en ung lokal pigeguide med. Hun er ansat på hotellet, men skal med fordi hun også taler tibetansk, hvilket er nødvendigt, der hvor vi skal hen.

Det er fantastisk; vi kører nu gennem et område med Rh. phaeochrysum, der blomstrer over det hele, med et bunddække af blå  Rh. lapponicum. Rh. phaeochrysum blomsterne går fra omtrent ren hvid over det rosa til næsten helt rød. Det er vildt flot, her hvor vi er oppe i næsten 4200 m.o.h.

 

Vi er nu kommet til indkørslen til Yading Naturreservatet, hvor der er bomme for, og hvor der skal betales for at komme ind. Det ser ud til at vores kinesiske guider skal vise legitimation, da det måske derved er billigere for dem at komme ind end for os.

Ud af bomhuset er der kommet 6-7 mennesker i løbet af ingen tid, for at gå rundt og lave ingenting.

Omsider er vi nået frem til vort hus for de tre næste nætter, og det viser sig, at det er et stort tibetansk hus, med nogle store rum, hvor vi 6 har fået et af dem til sovesal. Der er 10-12 senge, så vi kan rigtig brede os.

I loftet i hvert af de store rum hænger der en elpære, som lige akkurat gløder. Strømforsyningen her på stedet er ved vandkraft, og uden megen regn ingen lys.

Vi er blevet budt velkommen med en kop tibetansk the med yaksmør, yakost og lidt salt i. Denne drik er en meget vigtig bestanddel af tibetanernes indtagelse af fedtstoffer og ikke mindst vitaminer. Tibetanerne har altid importeret the fra Kina, og har byttet med heste som de er meget dygtige til at opdrætte. De kinesiske kejsere har fået leveret heste fra Tibet i mange hundrede år, og hovedvejen fra Tibet ind i Kina hedder da også ”the for heste vejen”.

Solen er ved at gå ned, og i løbet af ti minutter vil det være bulder mørkt. På sovesalen kan glødelampen, som Edison ville være lykkelig for at have frembragt, næppe ses. Ved døren ind til det næste rum er der et dørtrin, som vel er 20-25 cm højt, og som alle nok vil falde over i løbet af natten. I det næste rum klarer et stearinlys oplysningen.

Udkanten af verdens højst beliggende by Litang 1. juni 2005.

 

Den 3. juni og vi har fået det første morgenmåltid her i basecamp; det var det samme som i går aftes, dog var smørtheen udskiftet med pulverkaffe. Hvad bestod så sådan et måltid af? I en lille skål var der lidt grøntsager og tynde skiver af kartofler og dåsekød; det hele kogt i en tynd suppe, som var meget salt.

Det blev spist, dog uden den store jubel. Men det viste sig, at vi lige så godt kunne vænne os til det, for det var det eneste vi fik.

Rundt om det hellige bjerg går der en sti. Fra basecamp op til der hvor stien begynder, og hvor der ligger et tempel, er der en højdeforskel på små 400 meter fra ca. 3600 til 4000 m.o.h. På førstedagen gik vi alle med uret. Bent Ernebjerg satte turbo på, for han ville hele vejen rundt, vi andre gik i et mere moderat tempo. Nogle timers gang gav ikke de store fund bortset fra en masse Rh. sphaeroblastum, som dog siden hen blev omdøbt af Jes og Hans til Rh. phaeochrysum.

Da der efter min mening ikke var meget, der kunne give fornyet kraft, besluttede jeg at begynde at gå tilbage i mit eget fototempo. Jes og Hans skar ud til siden væk fra stien, medens Jesper og Bent Henriksen fortsatte ud af stien. Næsten alle kom uskadte tilbage, dog var Jes faldet og havde bl.a. grimme hudafskrabninger på den ene arm. Støvler med for glatte såler var den direkte årsag. Heldigvis gav det ikke komplikationer.

Rhododendron globigerum i næsten 5000 meters høj

Vi fem mente nok, at vi kunne bruge vores tid bedre et andet sted, så vi var opsat på at reducere opholdet her med et døgn.

Bent E. kom rundt om bjerget, og han fortalte, at hvis man gik mod uret, kom man op til alt det flotte, som vi ikke havde set i dag, og vi besluttede at blive alligevel. Bent E. brugte som bevis en flot, flot gren fra Rh. globigerum med en lige så flot blomst; den måtte vi op at se.

 

Afsted dagen efter, den 4. juni, på hesteryg for at spare os selv mest muligt, så vi er friske ved starten fra klosteret. Vi skal nemlig gå op til ca. 4800 m.o.h. (samme højde som Mont Blanc i Alperne). Bent E. har advaret mig om, at det er en meget vanskelig sti at gå på, så han har rådet mig til at passe på.

 

 

 

 

             Rhododendron globigerum i næsten 5000 meters høj

 

Vi går op igennem en nyudsprungen lærkeskov og 5-7 meter høje Rh. aganniphum, der står og blomstrer. Det kunne se ud til, at nogle af blomsterne er blevet skadet af nattefrost. Solen skinner, og i baggrunden kan vi høre vand, der fosser ned. Det er virkelig flot, fuglene pipper, og vinden suser i trætoppene. Det kan nok ikke være meget bedre, bare det fortsætter således hele dagen.

 

Man kan høre på vejrtrækningen, at man ikke skal tale og gå samtidig.  Der er to pas deroppe, og da vi passerede det første, skiftede vejret, og vi skiftede også, fra oprullede skjorteærmer til regntøj. Jeg nåede at få mine regnbukser på, men det var der andre, der ikke gjorde, og det blev en våd tur for dem. Regnen silede ned resten af dagen, så hvert skridt, man tog, skulle gøres med den aller største forsigtighed.

Vi kom videre op og fandt oppe ved pas nummer to masser af Rh. globigerum. Jeg synes, de ligner forvoksede Rh. proteoides, med blade der er lige så nedrullede i kanterne. Vi kravlede rundt på den glatte klippeside, indsamlede frø og småplanter, fotograferede og brugte en masse papir til at tørre linserne af med. Den sidste højde, jeg tog, var 4684 m.o.h.  N 28 25 133 E 100 19 281, klokken 12.46. Men sikke dog en oplevelse. Nedturen gik godt, selv om den var besværlig, våd og næsten lige så anstrengende.

En Rhododendron aganniphum i den nyudsprungne lærkeskov           
på vej op mod et pas i 5000 meter. Her er vi blot i 4100 meter          .  

        

Vi havde lokket vore guider samt chauffør, til at køre ned til den nærmeste by. Ca. 40 km hver vej! For at købe ind til et mere almindeligt kinesisk måltid. Glade var vi, da vi fik det at spise, efter at vi havde fået tørt tøj på og frisk deodorant under armene. Her på stedet skal man klare sig med vådservietter.

 

Grundlovsdag den 5. juni. Vi skal langsomt tilbage til mere civiliserede forhold. Vi indtager vores sædvanlige tibetanske brunch, som blev overstået, uden at jeg smagte på en blåskimmel yakokseost. Jeg havde et par mundskænke, så jeg lod dem om det.

Vejen, vi kører nedad, er lavet for 2 år siden. Man håber, at denne nationalpark vil blive den store turistattraktion, ligesom Mt. Omei er blevet.

 

                       Rhododendron aganniphum var. flavorufum.

 

Undervejs ned stoppede vi i en landsby, hvor vi gik rundt og fotograferede en masse spændende situationer fra et miljø, som måske om bare 5 år er væk, når udviklingen er nået helt her ud i en af de fjerneste afkroge af den tibetansk prægede del af Sichuan. Hvor er det dog godt, at man på sådan en tur også får lov at opleve dette.

 

Denne gang var der varmt vand på Yading Hotel, og det nød vi i fulde drag. Man bliver nu forvænt med slige ting. Om aftenen fandt vi en netcafe, hvor vi kunne se mails hjemmefra, men vi kunne ikke sende, så det må vente til lidt mere civilisation.

Den 6 juni, og den lange køretur tilbage er foran os. Det er den tur, der går til hotellet bag byggepladsen; så lad os bare få det overstået.

En af pauserne på denne lange køretur er et klosterbesøg i Litang. Dette tempel er mere end 800 år gammelt og er det tiende vigtigste kloster i den tibetanske religions hierarki.

At køre i sådan et landskab er mere op og ned end frem, og det tager tid at kravle op over pas, som nogle gange er over 4700 meter.  Vejret var rimeligt under hele denne dags køretur, og vi kunne se alle de mange bjergtoppe, når vi kørte oppe på de højtliggende sletter. Alle disse bjergtoppe var, siden vi var her for 4-5 dage siden, nu dækket med sne, så selv om vi er i begyndelsen af juni, ja så er der koldt på toppen.

Da vi ankom til hotellet, var det lige så usselt som sidst, endog med den forværring at der ikke var vand i hele bygningen, så det varme bad inden spisning blev til et fatamorgana.

 

Den 7. juni er ligeledes en lang køredag. Vi skal fra Yajiang til byen Danba, som er meget spændende, idet den ligger, hvor 4 floder mødes for at løbe videre i en flod. Alle disse fem floder er meget brugt af udlændinge, der dyrker riverrafting.

Efter nogle timers kørsel drejer vi af hovedvejen for at køre på en mindre vej mod nord. Sidst på dagen kører vi ned ad bjergmassivet igennem en smal kløft, hvor der er rigtig mange jordskred.

Vi stopper ved nogle orkideer (Pleione) og finder under denne pause ud af, at denne kløft er Danba Gorge, hvor vi skulle have søgt efter Rh. bureavioides. Efter nogle heftige diskussioner med vores chauffør får vi ham til at vende om og køre opad igen, da vi må op for nærmere at undersøge de rhodoer, vi havde set tidligere på nedturen. Chaufføren var sur, og han kørte rigtig råddent i starten, indtil der blev råbt meget højt. Så faldt han til ro, og vi kom op til et sted, hvor man kunne gå over floden på nogle træstammer, der var lagt som bro.

Bent H. og jeg blev på den sikre vej og gik sammen nedad for at se, hvad vi kunne finde. Og vi fandt Rh. bureavioides og Rh. vernicosum! Højden er her 3379 m.o.h. N 30 33 222 E 101 37 932.

De andre 4 kravlede over floden, og de fandt også Rh. bureavioides derovre. Ud over at samle nogle småplanter, blev der også klippet podekviste, da der nu ikke er mange dage tilbage, førend vi er hjemme. Jeg kan da her fortælle, at en podekvist er slået an, og den har haft en blomst i år, et år efter at vi er kommet hjem

Danba ligger helt nede i 1881 meter, og det var ganske mærkeligt at kunne trække vejret sådan helt normalt igen uden at blive stakåndet. Lige uden for Danba ligger der et område med en masse tårne. Disse er opbygget igennem 800 år, da det har været, og stadig er, en skik, at når man har fået en søn, ja så lægger man en sten.

 

Vi skal fra Danba til Siguniang Shan, og det vil blot tage det meste af formiddagen, så eftermiddagen kan blive brugt til botanisering.

Efter en dejlig frokost på vort hotel blev vi kørt op ved et af passene ved Siguniang Shan, og her fandt vi da også nogle planter; men efter næsten tre uger i Sichuan skal der virkelig meget til for at superlativerne kommer frem. Hans fandt dog en plante med violette blomster, der ligner Rh. concinnum, men som formodentlig er en Rh. amesiae.

 

9. juni, hvilket vil sige, at vi har den sidste hele botaniseringsdag foran os. I løbet af natten er der kommet frisk sne på bjergtoppene rundt om byen. Udenfor småregner det lidt, og vejrudsigten siger, at fra ca. kl. 15 vil det regne rigtig meget. I Sichuan får man ca. 170 mm regn i juni, og det kan vi bekræfte. Det kraftige regnområde kom ind over byen ganske kort tid efter, vi var begyndt at gå, men vi ville op og udforske et meget spændende område. Det var et flot naturområde med meget vand, mudder, grønne planter, og ingen Rhodoer, jo, en enkelt blev set højt oppe på en skrænt. Alt i alt en flad sidste dag, som dog ikke ødelagde hovedindtrykket af en meget spændende tur.

Resten af turen var kørsel tilbage til Chengdu via Wolong Shan.

Vi er lige kommet over passet på Wolong Shan, og de sidste rhodooplevelser blev noteret her den 10. juni, idet vi her fandt Rh. balangense, Rh. sikangense, Rh. eclecteum og Rh. oreodoxa.

 

Vandet løber ned langs vejen og vil en dag ende ude i Stillehavet, selv om der er 5000 km flod at løbe igennem inden.

Nu kører vi hurtigt nedad Wolong Shan massivet, så det er slut med at finde flere Rhododendron på denne tur.

Tilbage er kun at skrive, at resten af turen gik planmæssigt, og selv om ude er godt er hjemme nu bedst.

 

 


  Den norske Rhododendronforening                             www.rhododendron.no                                   stiftet den 30.mai 1997